Idé

Vi ønsker at opfordre de 18 til 30-årige til en mere ansvarsfuld brug af ytringsfriheden i online debatter. Vores løsning består af en film, der leder  videre til et one-page website.

Videoen skildrer et scenarie, hvor en ung mand trækker i krigs-relateret tøj og udstyr.  Han siger et følelsesladet farvel til sin familie og gør klar til at tage af sted. Men i stedet for at drage i krig, sætter han sig ind foran computeren og gør sig klar til enten at debattere eller poste noget, der bliver en del af en debat. Til slut i videoen spørger vi seeren: “Hvilken form for kamp synes du, at online debat skal være? Klik her og tag stilling.”

Videoen leder videre til et one-page website, som via en quiz, direkte skal skildre den hårde tone. Siden opfordrer desuden til deling af video og hashtagget #hackhadet, som forhåbentlig skal få folk til at tage ansvar for deres egen ytringsfrihed og sammen skabe en nuanceret online debat, hvor der er plads til alle og alle kan få en stemme.

Målgruppe

Vores målgruppe er personer, der deltager i debatter online. Vi ligger os ikke fast på en bestemt type af deltagere, men i stedet omfavner vi både den  agressive hater og den passive tilskuer, da folk kan agere forskelligt i forskellige situationer. Ved ikke at sætte fokus på én bestemt gruppe, håber vi at kunne skabe empati for begge parter i debatter. Vi fokuserer dog på personer i alderen 18-30 år,  da det er i den aldersgruppe, hvor der sker et skift i det  personlige ansvar.

Sådan vil vi udbrede løsningen

Vi har valgt, at vores hovedelement i løsningen skal være en video, der skal fungere som blikfang for målgruppen og lede videre til vores opfordrende website. Det er vigtigt at møde målgruppen på deres egen hjemmebane – i dette tilfælde de sociale medier. Da #hackhadet er afsender, er det vigtigt at finde nogle influencers, som kan dele budskabet. Man kunne med fordel overveje kendte folk i mediebilledet, der selv deltager aktivt i debatter på de sociale medier, som fx. Peter Falktoft (alsidig debattør), Natasha Al-Hariri (kvindelig muslimsk debattør), Lukas Graham (dyrevelfærds aktivist) eller Emma Holten (feminist). Man ville ydermere kunne inddrage politikere, men  det er vigtigt, at få fat i repræsentanter fra alle fløje. Derudover kan også sportsstjerner, musikere og bloggere inkluderes. Influencers kan evt.  inkludere personlige eksempler, for at sætte scenen for videoen og appellere til folks følelser.

Mockups af video og hjemmeside